Undergrundsinfiltration opdateret

Så er siden med undergrundsspillesteder endnu en gang opdateret, og kortlægningen af Berlins musikalske undergrund en del streger, kurver og prikker rigere. Columbus anno 2009.

Stjernen bliver kastet

En aften med underjordisk musik og overjordisk stjernekastershow – det kan man nemt komme ud for, når man egentlig bare tror, at man skal have hjemmelavet fiskefilet i Friedrichshain. Cecilie var kokken, jeg var vinkyper (med et udsøgt valg af den eneste overlevende østtyske konsumsucces, sekten Rotkäppchen) og Christian var Pjerrot. Årsagen var et lille californisk band, Cryptacize, der spillede på Privatclub (se også Undergrundsinfiltration). En lidt støjet og støvet lyd og en smuk forsanger giver bandet det helt rigtige jolly-melankolske udtryk og slog benene fuldstændigt væk under hovednavnet, Jamie Stewart fra avantgardebandet Xiu Xiu. Jamie Stewarts hjerte-rimer-på-smerte-så-længe-I-ser-på-mig-og-mine-muskuløse-overarme-musik var kun interessant så lang tid, som det tog Christian at fortælle historien om den stylofon (nyt instrumentbekendskab for mig), som han spillede på. Så vi forlod hurtigt den private klub og fandt i stedet et langt mere gæstfrit sted nogle få husnumre længere nede ad Pückelstr., hvor der på denne almindelige onsdag aften var så hyggeligt, at vi var nødt til at slå os ned på bænken udenfor blandt alle de lystige mennesker.

Midt i øllen lyste baren indenfor op: En kunstner (eller pyroman under rehabilitering – forskellen kan som i dette tilfælde være forsvindende lille) havde brugt hele aftenen på at vikle bar og vægge ind i en meget, meget lang stjernekasterlunte med rigtige stjernekasterne, som han på ét minut brændte af – til stor glæde for de forsamlede bargæster. Glæden var kort, men suset stort, og jeg tror måske, at jeg med ét lidt bedre forstod, hvad der driver fyrværkere og pyromaner: Enhver juledekoration bør fra nu af frygte navnet “Lise” – jeg svarer ikke for mine handlinger.

Altanbekendtskab I: Sømanden med pelar-gonierne

I Wedding bor der så mange mennesker. Interessante mennesker, vel at mærke. Som man finder interessante, også selvom man aldrig har snakket med dem, men kun kigget på dem fra sin altan. Altanbekendtskaber er stærkt undervurderede.

Et af mine bedste altanbekendtskaber er Sømanden med Pelagonierne. Han bor over for mig, en etage under mig og en hel verden fra mig. Man skal i hvert igennem en større jungle af de mest velplejede pelargonier, hvis frø må være hjembragt fra farefulde ekspeditioner på de syv verdenshave. Nu er de så endt på en altan i Wedding, beskyttet fra vind og vejr af en parasol med det tyske flag – og nænsomt plejet af deres personlige gartner: En pensioneret sømand med så mange og så gamle tatoveringer, at man ikke er i tvivl om, at pigerne i de mange havne har fået én hver. Til sidst fandt han dog pigen og tog hende med sig til Wedding og pelargonierne, for en gang imellem hjælper Frau Sømanden med Pelargonierne med at nippe visne blade og – som sommeren går – sætte parasollen højere og højere op, så der er plads til pelargonierne i deres fulde flor.

Das deutsche Schneewittchen

En absolut finkulturel yndlingsoplevelse er balletten: Måske fordi jeg altid selv har drømt om at være en ægte ballerina. Som lille pige overbeviste jeg endda enhver pædagog, der gad høre på mig, om, at jeg kunne “dansk ballet”. Om det var piruetterne eller tylskørterne, der trak, ved jeg stadig ikke. Men sikkert er det i hvert fald, at kombinationen af fine kjoler og chasséer stadig får pustet liv i mine pigedrømme, der åbenbart lever i bedste velgående bag ved den skal af urban kynisme, som jeg med tiden har fået tillagt mig.

Da Snehvide i en moderne opsætning og med Jean Paul Gaultier som kostumier kom på programmet, måtte jeg derfor nødvendigvis ind og se forestillingen i Deutsche Oper på Kurfürstendamm – og heldigvis blev Mette Marie og Christine lige så begejstrede som mig for den smukke snehvide, den onde stedmor og spejlet, som ikke bare så dobbelt, men var dobbelt. Allerbedst var dog dværgene, som vendte op og ned på alle dimensioner: 7 små væsener, der kom ud ad en klippevæg og derefter dansede på væggen.

Se, de var virkelig de skønneste i landet, dér. Også selvom de ikke havde tylskørter på.

Søndagsmatinée med de lokale diplomater

Der er ingen grænser for hvilke aktiviteter området mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz byder på, når projekt “arkitektur og historie” står på: Først en tur ned under Holocaust-blokkene, hvor der ligger et fantastisk informationscenter. Den vrangagtige oplevelse i de underjordiske rum, hvor strukturen fra det “overjordiske” blokmonument går igen i negativform, er ekstremt intim, og sarte sjæle skal bestemt ikke bevæge sig ned for at se, hvor de lodrette blokke ender. 

Efter besøget i Holocaust Mahnmal’et overvurderede Christine og jeg vores egen evne til at kapere krigsoplevelser og gik derfor ind for at se Berliner Unterweltens Germania-udstilling – en udstilling om Hitlers vanvidsarkitektur og hans endnu mere vanvittige planer om at bygge Berlin op fra grunden for at realisere sin drøm om en standsmæssig hovedstad til det Tredje Tyske Rige. Udstillingen er fin – men efter en mættende oplevelse i Holocaust Mahnmal var pavillonen store terasse endnu finere. Så under påskud af at nærstudere Berlinermurens tidligere placering fandt vi et par gode stole.

Men så var det, at klassiske toner fandt vej ind i Hitlers arkitektoniske tidslomme: Der var klassisk musik i luften, og vi fulgte vores spidsede ører – hele vejen langs en hæk, et hegn, en port, omkring et hjørne, mere hegn, et glimt af mennesker, endnu et hjørne, pæne bygninger, hegn, store, større og kæmpe biler, hegn – og en åbning med dørmænd camoufleret i habit under påskud af at dele programmer ud.Vi var landet i de tyske forbundsstaters repræsentationskvarter i Diplomatviertel. Rheinland-Pfalz holdt åbent hus med klassisk musik, canapéer, hvidvin, højt diplomathår og brochurer en masse, der skulle lokke turister til det grønne og idylliske bjergområde. De havde belejligt lagt en masse skovturstæpper ud, så eftermiddagens solstråle blev indtaget omgivet af de lokale diplomater – og så var der adgang til en tagterasse med en fantastisk udsigt over Holocaust Mahnmal. Så på få timer fik vi set Holocaust Mahnmal’et i både frø- og fugleperspektiv.

Konsekvensen af at eje en altan

Altan. Grill. Aspargessæson. Grill. Parmaskinke. Grill. Krydderpølser. Grill. Artiskok. Grill. Rødvin. Grill. Altan.

Sommeren sniger sig nogle gange ubemærket ind på én, og sparker én ud på altanen, så man bliver nødt til at grille.

En søndag eftermiddag i DDR

Der er forskellige temaer hver gang, jeg har gæster; da Christine var her, var temarammen “arkitektur og historie”. Vi var derfor på Potsdamer Platz for at lede efter den bygning, som arkitekt Gianfranco Franchini (kendt for Centre Georges Pompidou i Paris) har tegnet. Vi fandt den aldrig, men til gengæld fandt vi det forholdsvis nye DDR-museum, der ligger med udsigt til den store tomt, hvor DDRs prestigeprojekt, Palast der Republik, indtil for få måneder siden lå som en tung DDR-samvittighed. 

Museet er forholdvist lille, og det er den almindelige DDR-borgers hverdag, der er sat hiv-og-træk-og-tryk-og-slip på: Det meget interaktive museum stimulerer i allerhøjeste grad den besøgendes pilfingertrang, og vi to piger havde da også pilfingrene dybt begravet i østtysk erstatningskaffe og hausfrau-kjoler. Interaktiviteten var så overbevisende, at jeg er sikker på, at jeg med STASI-overvågningsudstyr fik tunet mig ind på nogle stikkere, der tyve år efter murens fald stadig samvittighedsfuldt rapporterer til Storebror om kapitalistiske bevægelser – og Christine blev på det nærmeste smidt ud af en Trabant af en kvindelig museumsgæst, der med nostalgiens berusende skær i øjnene forsøgte at sætte glasfiberrevolutionen i gear.

Tidsmaskinerejser er et endnu uopdaget potentiale. Vi var praktisk talt i DDR.

Alex + Alexa = LOVE

Alexanderplatz er en Bermuda-trekant for turister: Så snart vi vover os ind på området mellem Rotes Rathaus, Fernseheturm og Weltzeituhr, så bliver vi væk. Den er stensikker hver gang. Derfor har jeg også så vidt muligt undgået den historiske plads, hvis historicitet efterhånden er så godt pakket ind i neonskilte og Burger King’s, at den 1920′er-dekandence, som i første omgang gjorde pladsen berømt, ekkoer svagt mellem de imposante betonbygninger. 

Men alligevel kunne mit konsumenthjerte ikke lade være med at føle et lille stik af ægte kærlighed, da jeg for nogle få dage side for første gang var i Alexa, en arkitektonisk art deco-perle af et storcenter, hvor hele verden kan købes. Jeg fandt i hvert de koralfarvede sailor-/hyttesko (kategoriseringen heraf er en hel anden historie, som blev taget op af Mads og mig på NBI Club senere på ugen. Hvad er forskellen?!), som jeg havde brugt min veninde Christines ferie på at lede efter i hele Berlin. Undskyld Christine, jeg håber, at min åbenlyse kærlighed til det koralfarvede mirakel var det hele værd…

Schwul 3

Der er nu noget magisk ved Nollendorferplatz og det bliver nogle gange meget meta: En kvinde klædt ud som en mand, der er klædt ud som kvinde. Dvs. en kvindelig drag. Findes det overhovedet? Måske var det i stedet en mand, der var klædt ud som kvinde, som var klædt ud som mand, som var klædt ud som kvinde. Dvs. en drag, som jeg troede var kvinde.

Åh, jeg giver op. Livet er for kompliceret.

I svineinfluenzaens vold

Svineinfluenzaen raser – nedlægger alt og alle med sin dødbringende ånde og lumske inkubationstid. I hvert fald falder mediernes overskrifter på stribe for Den Sorte Død anno 2009, selvom de faktiske dødstal er knapt så apokalyptiske. Jeg har selvfølgelig fulgt mediehysteriet på behørig afstand fra Tyskland, men med min tidligere beskrevne dyrekynisme og generelle jeg-vil-se-det-før-jeg-tror-det-tilgang til livet har jeg formået at få dagligdagen til at fungere nogenlunde – trods den uhåndgribelige trussel. 

Men jeg kunne dog ikke undgå at blive lidt klam, nu hvor jeg flere dage i streg har fulgt svineinfluenzaen på nærmeste hold: Der ligger nemlig et større laboratorium, Robert Koch Institut, få hundrede meter fra min lejlighed – og det er åbenbart Tysklands bakteriefort; i hvert fald blev tilfældet af svineinfluenza fra en patient i Bayern (selvfølgelig Bayern – pølsens hjemland og regionalt centrum for svinekærlighed) konstateret på instituttet her i mit kvarter. Siden da har VW-kassevogne med satellitparker på tagene camperet omkring instituttet, og ængstelige reportere står med nervøse trækninger og rapporterer om den seneste udvikling – helt blå i hovedet af kun at ånde ud, så ingen fjendtlige vira kan indtage deres slimhinder.

Puha, det var helt udmattende at skrive dette indlæg – jeg må hellere lige gå ud og pudse min løbende næse og så lægge mig lidt. Jeg føler mig til mat i koderne og er vist også lidt varm.