Midt i øllen lyste baren indenfor op: En kunstner (eller pyroman under rehabilitering – forskellen kan som i dette tilfælde være forsvindende lille) havde brugt hele aftenen på at vikle bar og vægge ind i en meget, meget lang stjernekasterlunte med rigtige stjernekasterne, som han på ét minut brændte af – til stor glæde for de forsamlede bargæster. Glæden var kort, men suset stort, og jeg tror måske, at jeg med ét lidt bedre forstod, hvad der driver fyrværkere og pyromaner: Enhver juledekoration bør fra nu af frygte navnet “Lise” – jeg svarer ikke for mine handlinger.

Et af mine bedste altanbekendtskaber er Sømanden med Pelagonierne. Han bor over for mig, en etage under mig og en hel verden fra mig. Man skal i hvert igennem en større jungle af de mest velplejede pelargonier, hvis frø må være hjembragt fra farefulde ekspeditioner på de syv verdenshave. Nu er de så endt på en altan i Wedding, beskyttet fra vind og vejr af en parasol med det tyske flag – og nænsomt plejet af deres personlige gartner: En pensioneret sømand med så mange og så gamle tatoveringer, at man ikke er i tvivl om, at pigerne i de mange havne har fået én hver. Til sidst fandt han dog pigen og tog hende med sig til Wedding og pelargonierne, for en gang imellem hjælper Frau Sømanden med Pelargonierne med at nippe visne blade og – som sommeren går – sætte parasollen højere og højere op, så der er plads til pelargonierne i deres fulde flor.

En absolut finkulturel yndlingsoplevelse er balletten: Måske fordi jeg altid selv har drømt om at være en ægte ballerina. Som lille pige overbeviste jeg endda enhver pædagog, der gad høre på mig, om, at jeg kunne “dansk ballet”. Om det var piruetterne eller tylskørterne, der trak, ved jeg stadig ikke. Men sikkert er det i hvert fald, at kombinationen af fine kjoler og chasséer stadig får pustet liv i mine pigedrømme, der åbenbart lever i bedste velgående bag ved den skal af urban kynisme, som jeg med tiden har fået tillagt mig.

Da Snehvide i en moderne opsætning og med Jean Paul Gaultier som kostumier kom på programmet, måtte jeg derfor nødvendigvis ind og se forestillingen i Deutsche Oper på Kurfürstendamm – og heldigvis blev Mette Marie og Christine lige så begejstrede som mig for den smukke snehvide, den onde stedmor og spejlet, som ikke bare så dobbelt, men var dobbelt. Allerbedst var dog dværgene, som vendte op og ned på alle dimensioner: 7 små væsener, der kom ud ad en klippevæg og derefter dansede på væggen.

Se, de var virkelig de skønneste i landet, dér. Også selvom de ikke havde tylskørter på.

Efter besøget i Holocaust Mahnmal’et overvurderede Christine og jeg vores egen evne til at kapere krigsoplevelser og gik derfor ind for at se Berliner Unterweltens Germania-udstilling – en udstilling om Hitlers vanvidsarkitektur og hans endnu mere vanvittige planer om at bygge Berlin op fra grunden for at realisere sin drøm om en standsmæssig hovedstad til det Tredje Tyske Rige. Udstillingen er fin – men efter en mættende oplevelse i Holocaust Mahnmal var pavillonen store terasse endnu finere. Så under påskud af at nærstudere Berlinermurens tidligere placering fandt vi et par gode stole.

Men så var det, at klassiske toner fandt vej ind i Hitlers arkitektoniske tidslomme: Der var klassisk musik i luften, og vi fulgte vores spidsede ører – hele vejen langs en hæk, et hegn, en port, omkring et hjørne, mere hegn, et glimt af mennesker, endnu et hjørne, pæne bygninger, hegn, store, større og kæmpe biler, hegn – og en åbning med dørmænd camoufleret i habit under påskud af at dele programmer ud.Vi var landet i de tyske forbundsstaters repræsentationskvarter i Diplomatviertel. Rheinland-Pfalz holdt åbent hus med klassisk musik, canapéer, hvidvin, højt diplomathår og brochurer en masse, der skulle lokke turister til det grønne og idylliske bjergområde. De havde belejligt lagt en masse skovturstæpper ud, så eftermiddagens solstråle blev indtaget omgivet af de lokale diplomater – og så var der adgang til en tagterasse med en fantastisk udsigt over Holocaust Mahnmal. Så på få timer fik vi set Holocaust Mahnmal’et i både frø- og fugleperspektiv.

Sommeren sniger sig nogle gange ubemærket ind på én, og sparker én ud på altanen, så man bliver nødt til at grille.

Museet er forholdvist lille, og det er den almindelige DDR-borgers hverdag, der er sat hiv-og-træk-og-tryk-og-slip på: Det meget interaktive museum stimulerer i allerhøjeste grad den besøgendes pilfingertrang, og vi to piger havde da også pilfingrene dybt begravet i østtysk erstatningskaffe og hausfrau-kjoler. Interaktiviteten var så overbevisende, at jeg er sikker på, at jeg med STASI-overvågningsudstyr fik tunet mig ind på nogle stikkere, der tyve år efter murens fald stadig samvittighedsfuldt rapporterer til Storebror om kapitalistiske bevægelser – og Christine blev på det nærmeste smidt ud af en Trabant af en kvindelig museumsgæst, der med nostalgiens berusende skær i øjnene forsøgte at sætte glasfiberrevolutionen i gear.

Tidsmaskinerejser er et endnu uopdaget potentiale. Vi var praktisk talt i DDR.

Men alligevel kunne mit konsumenthjerte ikke lade være med at føle et lille stik af ægte kærlighed, da jeg for nogle få dage side for første gang var i Alexa, en arkitektonisk art deco-perle af et storcenter, hvor hele verden kan købes. Jeg fandt i hvert de koralfarvede sailor-/hyttesko (kategoriseringen heraf er en hel anden historie, som blev taget op af Mads og mig på NBI Club senere på ugen. Hvad er forskellen?!), som jeg havde brugt min veninde Christines ferie på at lede efter i hele Berlin. Undskyld Christine, jeg håber, at min åbenlyse kærlighed til det koralfarvede mirakel var det hele værd…

Åh, jeg giver op. Livet er for kompliceret.

Men jeg kunne dog ikke undgå at blive lidt klam, nu hvor jeg flere dage i streg har fulgt svineinfluenzaen på nærmeste hold: Der ligger nemlig et større laboratorium, Robert Koch Institut, få hundrede meter fra min lejlighed – og det er åbenbart Tysklands bakteriefort; i hvert fald blev tilfældet af svineinfluenza fra en patient i Bayern (selvfølgelig Bayern – pølsens hjemland og regionalt centrum for svinekærlighed) konstateret på instituttet her i mit kvarter. Siden da har VW-kassevogne med satellitparker på tagene camperet omkring instituttet, og ængstelige reportere står med nervøse trækninger og rapporterer om den seneste udvikling – helt blå i hovedet af kun at ånde ud, så ingen fjendtlige vira kan indtage deres slimhinder.

Puha, det var helt udmattende at skrive dette indlæg – jeg må hellere lige gå ud og pudse min løbende næse og så lægge mig lidt. Jeg føler mig til mat i koderne og er vist også lidt varm.